Danskernes mediebrug 2014

Nettet stjæler fortsat tid fra de traditionelle medier, og hver anden dansker er nu på nettet fra mobilen hver eneste dag. Streaming vinder indpas pga. Netflix, og danskerne er nu for alvor på Snapchat og Instagram. – Rasmus Thaarup og Uffe Høy Svenningsen, DR Medieforskning

Vores mediebrug ændrer sig hele tiden, og det samme gælder for hvad vi forventer af indhold og kvalitet. Her kan du se et par udpluk af DR´s rapport over Danskernes mediebrug i 2014 – og måske du kan blive klogere på hvor(dan) du skal kommunikere med netop din målgruppe og kundekreds.

Danskernes mediebrug på nettet stiger fortsat

Det er svært at gøre tidsforbrug på nettet op, for det samlede forbrug bliver ikke målt af nogen elektronisk markedsmåling. Spørger man danskerne selv, brugte de omtrent 2 timer om dagen på internettet i 2014. Det svarer til en lille stigning på 4 minutter fra 2013.

Særligt blandt de unge mellem 15 og 29 år fylder nettet meget, nemlig over 3½ time dagligt. Det gør internettet større end både radio og tv i denne aldersgruppe målt på tid.

Tablets og smartphones er ligesom så mange andre år vokset i udbredelse, hvilket betyder, at tablets nu findes i husstanden hos over halvdelen af danskerne, mens tre ud af fire danskere ejer en smartphone. Med en smartphone har man altid nettet lige ved hånden, og intet mindre end hver anden dansker bruger internettet dagligt fra mobilen.

Til sammenligning var dette niveau på 18 % for bare tre år siden. Når nu vores gamle stationæretelefoner og trykmedier er forvandlet til netmedier i forklædning af smartphones, tablets og computere, mangler vi blot tv-apparatet. Og her venter vi på, at smart-tvs for alvor tager fat.

Online mediebrug 2014

Månedlige brugere på udvalgte sider

Opgørelsen baserer sig på to forskellige målinger. Medlemmernes tal har højere validitet end udbydere, som ikke er medlemmer af Danske Medier Research. Tallene dækker brug af hjemmesider via almindelige computere. Periode: Januar-september, 2014 Målgruppe: 15+ år Kilde: Gemius og Danske Medier Research

mediebrug 2014: udvalgte sider

Danskerne svigter ikke Facebook

Facebook er stadig danskernes foretrukne sociale medie med 3,5 mio. månedlige brugere. Tilmed bliver netværket ved med at vokse i Danmark. 59 % af danskerne bruger Facebook dagligt mod 55 % i 2013. Fremgangen skyldes hovedsageligt, at den voksne befolkning over 30 år i stigende grad bruger Facebook. Men fremgangen er ikke entydig, og blandt danskere under 30 år ses en svag tilbagegang målt på daglig brug af Facebook. Det er dog værd at huske på, at de 12-29-årige ikke er ved at forlade Facebook, men blot tilgår Facebook mindre hyppigt end før.

Mens danskerne for alvor har taget Facebook til sig, har Twitter aldrig opnået en bred folkelig appel. 4 % af danskerne bruger Twitter dagligt, som svarer til niveauet i 2013. Facebooks svage tilbagegang blandt den yngre befolkning skyldes dels, at tiden nu bliver brugt på andre konkurrerende sociale medier såsom Snapchat og Instagram – to sociale netværksmedier, som har et mere entydigt formål, nemlig at dele billeder og video.

Snapchat og Instagram er vokset heftigt det seneste år, og har nu henholdsvis 890.000 og 770.000 månedlige brugere – en stigning på henholdsvis 77 % og 55 %. De to sociale netværk er dermed væsentligt større end Twitter, der kun kan mønstre 570.000 månedlige brugere.

Snapchat eksisterer stort set kun blandt danskere under 30 år, men her er det også stort. Halvdelen af alle 12-19-årige og godt en fjerdedel af alle 20-29-årige bruger Snapchat dagligt. Instagram bliver, ligesom Snapchat, især brugt af de 12-29-årige, men har dog væsentligt flere brugere over 30 år sammenlignet med Snapchat.

mediebrug 2014: Danskernes brug af socialemedier